FlaskemandDe Bedste Vine
Vinklubben Søg en vin Anbefal en vin Ehlers TOP 40
Bliv medlem - Lær om vin - For vinhandlere - Talenter - Fortæl en ven om DBV


Udsendt d. 21-05-2010

Lambrusco – For Alvor eller for Sjov?

Lambrusco er en berømt - eller måske snarere berygtet - let mousserende italiensk vin. For en halv snes år siden blev supermarkederne oversvømmet af sød, boblende saftevandsvin med navnet Lambrusco. Vinen blev et kæmpehit, men ikke på grund af sine kvaliteter, men mest på grund af den utroligt lave pris og for sin mousserende charme og letdrikkelighed. Pop-Lambruscoerne er siden forsvundet, men har effektivt stemplet Lambrusco som vin af sekundakvalitet – vin som seriøse forbrugere overlader til alkoholforvirrede teenagere. Men det er en stor skam, for regionen Emilia-Romagna producerer også Lambrusco af høj kvalitet. Vine der har en tårnhøj personlighed, og som er oplagte sommervine – og en samtidig en oplagt fornyelse. Man må ikke snyde sig selv for at opleve vaskeægte kvalitets-Lambrusco.

Vinene dyrkes lige nord for Toscana i Emilia Romagna området, og navnet Lambrusco henviser til druesorten. Det er en druesort af ægte italiensk oprindelse, hvorfor der findes et utal af lokale undertyper af Lambrusco i området, hvad der også afspejler sig i de fire DOC-områders navne. Den mest kendte er måske Grasparosso di Castelvetro, der efterhånden er blevet solgt pænt med flasker af herhjemme. Hvis man skal vælge en kvalitets-Lambrusco, er det en god idé at holde øje med, at den er tildelt en DOC-godkendelse. Så har man luget den værste pop væk.

God Lambrusco kan være svær at finde, men italiensk vins vigtigste ambassadør i Danmark – Carlo Merolli - har fordomsfrit taget den forkætrede drue til sit hjerte og har indledt et sandt korstog for at oplyse dansken om Lambruscos herligheder og dens brede anvendelighed til mad. Carlo forhandler et omfangsrigt udvalg af Lambruscoer i prislejet fra 50 til 85 kroner – se mere på www.carlomerolli.dk.

Der findes mindst tre forskellige typer Lambrusco, og de spænder fra helt tørre typer til solidt søde. Fælles for dem alle er dog den lette mousserende stil, den fantastiske frugtfriskhed og masser af effektiv syre kombineret med en dejlig lav alkohol (8 til 11 pct.). Det kan være svært ud fra etiketten at aflæse typen, men generelt gælder det, at jo lavere alkoholen er, jo sødere er vinen. Vinene bør serveres kølige – 10 grader eller mindre, hvad der fremhæver deres saftige frugt.

Farven svinger fra lys rosé til ultradyb kirsebærrød. De lette lyse typer kan bruges i de samme madsituationer som en hvidvin med solid syre – eksempelvis til fiskeretter, syrerige grøntsager og supper. De tørre mørke Lambrusco-typer (11 pct.) er gode substitutter for kvalitetsrosé. Lambruscoens rensende syre gør, at vinen hamler op med selv betydelig fedme, som eksempelvis pastaretter med fløde eller svinekød og kylling i kraftige saucer.

De sødere typer er måske de mest lettilgængelige og charmerende med en overdådighed af superrene frugtaromaer med toner af rabarber, kirsebær og blåbær. Denne type vin er oplagt til de lette frugtdesserter, men kommer for alvor til sin ret som rød kølig mousserende aperitifvin. Ikke mindst Lambrusco Grasparossa fra Mutina er enestående charmerende. Den har potentiale til at blive sommerens ultimative aperitif med sin delikatesse, friskhed og intense frugtoplevelse.

Her er nogle eksempler på kvalitets-Lambrusco:
Vecchia Modena Premium, Cleto Chiarli, DOC Lambrusco di Sorbara, Italien – 11 % - 85 kr.
Vigneto Enrico Cialdini, Cleto Chiarli, DOC Grasparossa di Castelvetro ,Vino Frizzante Seco, Italien – 11 % - 85 kr.
Lambrusco Grasparossa di Castelvetro, DOC Grasparossa di Castelvetro, Italien – 10,5 %, økologisk - 65 kr.
Grasparossa di Castelvetro, Cleto Chiarli, DOC Vino frizzante Amabile, Italien – 8 % - 65 kr.
Lambrusco Grasparossa, Mutina, Selezione Carlo Merolli, DOC Vino frizzante Amabile, Italien – 8 % - 55 kr

De bedste hilsner
Niels Ehler

Send dette nyhedsbrev til en ven

 

 


Antal vine: 4521 - Antal anmeldelser: 5861 - Antal medlemmer: 1634 - Brugere online: 1 - Besøg til dato: 6377086