FlaskemandDe Bedste Vine
Vinklubben Søg en vin Anbefal en vin Ehlers TOP 40
Bliv medlem - Lær om vin - For vinhandlere - Talenter - Fortæl en ven om DBV


Udsendt d. 18-06-2010

40 eller 400 kroner?

Hvad får man egentlig for sine penge, når man køber en dyr vin til flere hundrede kroner? Spørgsmålet blev aktuelt for nyligt, hvor jeg smagte eksklusive hvide bourgogner til lige så eksklusive priser. Når man skal vurdere fine vine, er det altid en god idé at inkludere billige eksemplarer i smagningen for at bevare perspektivet. Derfor satte jeg en hvid chilensk til 40 kroner med ind smagningen, der foregik blindt. Selskabet var erfarne professionelle smagere, og det interessante øjeblik opstod, da jeg bad dem finde 40 kroners vinen. Det viste sig umuligt for de fleste. Så er det, at spørgsmålet dukker op: Er det virkeligt værd at betale 400 kroner for en vin, når man ikke kan smage forskel?

De hvide bourgogner var alle strålende vine fra ansete vinhuse. Problemet med at erkende kvalitetsforskellen skyldtes snarere, at den ydmyge chilenske Chardonnay (Santa Rita Heroes Chardonnay 2008/ Rema1000) var en glimrende vin på sine egne præmisser. Det var en Chardonnay med solid og velkrydret frugt og pænt med egetræ – samtidig med, at der var tilpas syre og pæn harmoni. Det var en velkendt vinstil fra mange hverdags-chardonnayer, og som vi har lært at sætte pris på.

Bourgognerne var unge vine med masser af syre, masser af mineralitet og behersket brug af egetræ. Vine der ikke var lettilgængelige, men som havde stor finesse og diskrete aromaer. Vine man kun alt for let undervurderer. Bourgognerne var helt unge, men med absolut aldringspotentiale. Tankevækkende klarede en ung Grand Cru Chablis sig mindre godt, når det kom til uddeling af point fra smagepanelet. Den ville sikkert have præsenteret sig ganske anderledes positivt om fem år.

Moralen er, at der er en række spilleregler, man skal overholde, hvis man vil have udbytte af kostbar vin. Vine smager ikke pr. definition godt, bare fordi de er dyre. En høj pris kan skyldes mange ting. Bare for at nævne nogle få: Udviklingspotentiale, personlighed, harmoni, at vinen er berømt, at den er svær at få fat på, eller at den har fået høje point hos eksempelvis Robert Parker.

Derfor er det værd at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor koster denne vin så mange penge? Er der blot tale om blær? Smager vinen først godt om fem-ti år? Er vinen så krævende, at man skal være specialist for at værdsætte den? Man kan også komme ud for, at selv om andre roser en vin til skyerne, så harmonerer den ikke nødvendigvis med ens egne smagsløg.

Kort fortalt er skuffelserne mange, når man køber dyr vin, og man har skruet forventningerne tilsvarende i vejret. Mit råd er derfor: Køb ikke en dyr vin blot via etiketten eller på grund af rosende omtale, men om muligt så smag vinen på forhånd. Måske man har været til en vinsmagning eller til en middag, hvor vinen blev serveret, og hvor man forelskede sig i den. Jo dyrere vinen er, jo bedre kan det betale sig at være sikker på, at man nu også rent faktisk bryder sig om vinen. En høj pris er ingen garanti for en stor vinoplevelse – desværre.


De Bedste Hilsner
Niels Ehler

Send dette nyhedsbrev til en ven

 

 


Antal vine: 4521 - Antal anmeldelser: 5861 - Antal medlemmer: 1634 - Brugere online: 10 - Besøg til dato: 6376966